Proletarer i alle lande, foren jer!
Udgivet af:
|
Reproduceret af:
|
CITATER FRA FORMAND MAO TSE-TUNG:
II. KLASSER OG KLASSEKAMP
Klasser kæmper, nogle klasser triumferer, andre bliver udryddet. Således er historien, således er civilisationens historie igennem tusinder af år. At fortolke historien fra dette synspunkt er historisk materialisme; at indtage en holdning imod dette synspunkt er historisk idealisme.
»Kast illusionerne bort, gør rede til kamp« (14. august 1949), Udvalgte værker, bind III, København 1964, s. 264.
I et klassesamfund lever alle som medlem af en bestemt klasse, og hver eneste tænkemåde, uden undtagelse, bærer en klasses præg.
»Om praksis« (juli 1937), Udvalgte værker, bind I, s. 296.
Forandringer i samfundet skyldes hovedsageligt udviklingen i de indre modsigelser i samfundet, det vil sige, modsigelsen mellem produktivkræfterne og produktionsforholdene, modsigelsen mellem klasser og modsigelsen mellem det gamle og det nye; det er udviklingen i disse modsigelser, der skubber samfundet fremad og giver sporen til, at det gamle samfund afløses af det nye.
»Om modsigelse« (august 1937), Udvalgte værker, bind I, s. 314.
Herremandsklassens hensynsløse økonomiske udbytning og politiske undertrykkelse af bønderne tvang dem til talrige opstande mod dens herredømme … Det var bøndernes klassekampe, bondeopstandene og bondekrigene, der udgjorde den virkelige drivkraft i det kinesiske feudale samfunds historiske udvikling.
»Den kinesiske revolution og Kinas kommunistiske Parti« (december 1939), Udvalgte værker, bind II, s. 308.*
I sidste ende er den nationale kamp et spørgsmål om klassekamp. Blandt den hvide befolkning i de Forenede Stater er det kun de reaktionære herskende kredse, der undertrykker den sorte befolkning. De kan på ingen måde repræsentere arbejderne, bønderne, de revolutionære intellektuelle og andre oplyste personer, der udgør det overvældende flertal af den hvide befolkning.
»Erklæring til støtte for de amerikanske negre i deres retfærdige kamp mod racediskrimineringen fra den amerikanske imperialismes side« (8. august 1963), Folk i hele verden, foren jer og slå de amerikanske aggressorer og alle deres lakajer, 2. udg. s. 3-4.*
Det står til os at organisere folket. Hvad de reaktionære i Kina angår, står det til os at organisere folket til at styrte dem. Alt reaktionært har det på samme måde: Hvis man ikke slår til det, falder det ikke. Det er også ligesom at feje gulv; reglen er, at støvet ikke forsvinder af sig selv, der hvor kosten ikke når hen.
»Situationen og vor politik efter sejren i Modstandskrigen mod Japan« (13. august 1915), Udvalgte værker, bind III, København 1964, s. 19.*
Fjenden går ikke til grunde af sig selv. Hverken de kinesiske reaktionære eller den amerikanske imperialismes aggressive kræfter i Kina vil forlade historiens skueplads af egen fri vilje.
»Før revolutionen igennem til enden« (30. december 1948), Udvalgte værker, bind III, København 1964, s.191.
En revolution er ikke noget middagsselskab eller som at skrive et essay eller male et billede eller at brodere; den kan ikke være særlig forfinet, særlig stilfærdig og blid, særlig mådeholden, venlig, høflig, behersket og storsindet. En revolution er en opstand, en voldshandling, hvorigennem én klasse omstyrter en anden.
»Rapport om en undersøgelse af bondebevægelsen i Hunan« (marts 1927), Udvalgte værker, bind I, s. 28.*
Chiang Kai-shek prøver altid at vriste hver smule magt og hver smule gevinst fra folket. Og vi? Vor politik går ud på at give ham råt for usødet og at kæmpe for hver tomme jord. Vi handler efter hans mønster. Han forsøger altid at påtvinge folket krig, med et sværd i sin venstre hånd og et andet i sin højre hånd. Også vi griber til sværdet, idet vi følger hans eksempel … Da Chiang Kai-shek nu er ved at skærpe sine sværd, må vi også skærpe vore.
»Situationen og vor politik efter sejren i Modstandskrigen mod Japan« (13. august 1945), Udvalgte værker, bind III, København 1964, s. 14-15.
Hvem er vore fjender? Hvem er vore venner? Dette er et spørgsmål af førsterangs betydning for revolutionen. Den grundlæggende årsag til, at alle tidligere revolutionære kampe i Kina opnåede så lidt, var, at de ikke formåede at forene sig med virkelige venner for at angribe virkelige fjender. Et revolutionært parti er massernes vejviser, og ingen revolution lykkes nogensinde, når det revolutionære parti leder den på afveje. For at sikre at vi med bestemthed vil opnå succes i vor revolution og ikke vil lede masserne på afveje, må vi lægge vægt på at forene os med vore virkelige venner for at angribe vore virkelige fjender. For at skelne virkelige venner fra virkelige fjender må vi foretage en almindelig analyse af de forskellige klassers økonomiske status i det kinesiske samfund og af deres respektive holdninger over for revolutionen.
»Analyse af klasserne i det kinesiske samfund« (marts 1926), Udvalgte værker, bind I, s. 13.
Vore fjender er alle dem, der er i ledtog med imperialismen – krigsherrerne, bureaukraterne, kompradorklassen, de store herremænds klasse og den reaktionære del af intelligensen, der hører til dem. Den ledende kraft i vor revolution er industriproletariatet. Vore nærmeste venner er hele halvproletariatet og småborgerskabet. Hvad angår det vaklende mellembourgeoisi, kan deres højrefløj blive vor fjende, og deres venstrefløj kan blive vor ven – men vi må til stadighed være på vagt og ikke lade dem skabe forvirring inden for vore rækker.
Sm. st. s. 19.*
Enhver, der står på det revolutionære folks side, er revolutionær. Enhver, der står på imperialismens, feudalismens og bureaukrat- kapitalismens side, er kontrarevolutionær. Enhver, der kun står på det revolutionære folks side i ord, men handler på anden måde, er revolutionær i tale. Enhver, der står på det revolutionære folks side i handling såvel som i ord, er revolutionær i den fulde betydning.
Afsluttende tale på den anden samling i det Kinesiske Folks Politiske Rådgivende Konferences Første Nationalkomite (23. juni 1950).
Jeg er af den opfattelse, at det, hvad os angår, er dårligt, hvis et menneske, et politisk parti, en hær eller en skole ikke angribes af fjenden, for i det tilfælde ville det afgjort betyde, at vi er kørt ind i samme skure som fjenden. Det er godt, hvis vi angribes af fjenden, da det beviser, at vi har draget en klar skillelinje mellem fjenden og os. Det er endnu bedre, hvis fjenden angriber os vildt og maler os helt sorte og uden en eneste god egenskab; det viser, at vi ikke blot har draget en klar skillelinje mellem fjenden og os, men har opnået en hel del i vort arbejde.
At blive angrebet af fjenden er ikke nogen dårlig ting, men en god ting (26. maj 1939). 1. lommeudg. s. 2.*
Vi bør støtte alt det, fjenden går imod, og gå imod alt det, fjenden støtter.
»Interview med tre korrespondenter fra det Centrale Nyhedsbureau, Sao Tang Pao og Hsin Min Pao« (16. september 1939), Udvalgte værker, bind II, s. 272.
Vort standpunkt er proletariatets og massernes. For medlemmer af det kommunistiske parti betyder dette at holde sig til partiets standpunkt, holde sig til partiånden og partipolitikken.
Taler ved Yenan-forum om litteratur og kunst (Maj 1942), København 1966, s. 2.
Efter at fjenderne med geværer er blevet udslettet, vil der stadig være fjender uden geværer; de vil uvægerligt kæmpe desperat mod os, og vi må aldrig tage let på disse fjender. Hvis vi ikke nu rejser og forstår problemet på denne måde, vil vi begå de alvorligste fejl.
»Beretning på det andet plenarmøde i Kinas kommunistiske Partis syvende centralkomite« (5. marts 1949), Udvalgte værker, bind III, København 1964, s. 207.*
Imperialisterne og de hjemlige reaktionære vil med sikkerhed ikke affinde sig med deres nederlag, og de vil kæmpe til det sidste. Efter at der er fred og orden i hele landet, vil de stadig give sig af med sabotage og skabe forstyrrelser på forskellig vis og vil hver dag og hvert minut prøve at iscenesætte et come-back. Dette er uundgåeligt og hævet over enhver tvivl, og vi må under ingen omstændigheder slække på vor årvågenhed.
Åbningstale ved det første plenarmøde i det Kinesiske Folks Politiske Rådgivende Konference (21. september 1949).
I Kina findes der, skønt den socialistiske omformning i hovedsagen er fuldført med hensyn til ejendomssystemet, og skønt massernes storstilede og stormfulde klassekampe, der var karakteristiske for de forudgående revolutionære perioder, i hovedsagen er bragt til afslutning, stadig rester af de omstyrtede herremands- og kompradorklasser, der findes stadig et bourgeoisi, og omformningen af småborgerskabet er kun lige påbegyndt. Klassekampen er på ingen måde forbi. Klassekampen mellem proletariatet og bourgeoisiet, klassekampen mellem de forskellige politiske kræfter og klassekampen på det ideologiske område mellem proletariatet og bourgeoisiet vil fortsat være lang og bugtet og vil til tider endog blive meget akut. Proletariatet søger at omforme verden i overensstemmelse med sin egen verdensanskuelse, og det samme gør bourgeoisiet. I denne henseende er spørgsmålet om, hvem der vil vinde, socialismen eller kapitalismen, endnu ikke virkelig løst.
Om den rette behandling af modsigelser inden for folket (27. februar 1957), København 1967, s. 26.
Det vil tage en ret lang tidsperiode at afgøre udfaldet af den ideologiske kamp mellem socialisme og kapitalisme i vort land. Årsagen er den, at indflydelsen fra bourgeoisiet og fra de intellektuelle, der kommer fra det gamle samfund, vil forblive i vort land i lang tid endnu, og det samme vil deres klasseideologi. Hvis dette ikke forstås i tilstrækkelig grad, eller slet ikke forstås, vil der blive begået de mest alvorlige fejl, og nødvendigheden af at føre kampen på det ideologiske område vil blive overset.
Sm. st. s. 26-27.
I vort land vil borgerlig og småborgerlig ideologi, antimarxistisk ideologi fortsætte med at eksistere i lang tid. I det grundlæggende er det socialistiske system blevet etableret i vort land. Vi har vundet den grundlæggende sejr i omformningen af ejendomsretten til produktionsmidlerne, men vi har endnu ikke vundet fuldstændig sejr på den politiske og den ideologiske front. På det ideologiske område er spørgsmålet om, hvem der vil vinde i kampen mellem proletariatet og bourgeoisiet, endnu ikke virkelig løst. Vi må stadig føre en langvarig kamp mod borgerlig og småborgerlig ideologi. Det er forkert ikke at forstå dette og at opgive ideologisk kamp. Alle fejlagtige ideer, alle giftige ukrudtsplanter, alle spøgelser og uhyrer må underkastes kritik; under ingen omstændigheder bør de have lov til at sprede sig uhindret. Imidlertid må kritikken være fuldt argumenteret, analytisk og overbevisende og ikke grov, bureaukratisk, metafysisk eller dogmatisk.
Tale ved Kinas kommunistiske Partis landskonference om propagandaarbejde (12. marts 1957), København 1966, s. 13.
Både dogmatisme og revisionisme er i modstrid med marxismen. Marxismen må absolut gå fremad; den må udvikle sig sideløbende med praksis’ udvikling og kan ikke stå stille. Den ville blive livløs, hvis den forblev stillestående og stereotyp. Imidlertid må marxismens grundlæggende principper aldrig krænkes, da der ellers vil blive begået fejl. Det er dogmatisme at anskue marxismen fra et metafysisk standpunkt og at betragte den som noget stivnet. Det er revisionisme at negere marxismens grundlæggende principper og at negere dens universelle sandhed. Revisionisme er en form for borgerlig ideologi. Revisionisterne benægter forskellene mellem socialisme og kapitalisme, mellem proletariatets diktatur og bourgeoisiets diktatur. Det, de gør sig til talsmænd for, er i virkeligheden, ikke den socialistiske linje, men den kapitalistiske linje. Under de nuværende omstændigheder er revisionisme mere skadelig end dogmatisme. En af vore nuværende vigtige opgaver på den ideologiske front er at udfolde kritik af revisionismen.
Sm. st. s. 13-14.
Revisionisme, eller højreopportunisme, er en borgerlig tankeretning, der er endnu farligere end dogmatisme. Revisionisterne, højreopportunisterne, hylder marxismen i ord; også de angriber »dogmatisme«. Men det, de virkelig angriber, er marxismens kvintessens. De modsætter sig .eller forvrænger materialismen og dialektikken, de modsætter sig eller forsøger at svække det folkedemokratiske diktatur og det kommunistiske partis ledende rolle og modsætter sig eller forsøger at svække socialistisk omformning og socialistisk opbygning. Efter den socialistiske revolutions grundlæggende sejr i vort land findes der stadig en række mennesker, der forfængeligt håber på at genrejse det kapitalistiske system og bekæmper arbejderklassen på alle fronter, herunder den ideologiske. Og deres højre band i denne kamp er revisionisterne.
Om den rette behandling af modsigelser inden for folket (27. februar 1957), København 1967, s. 28.
KOMMUNISTISK BIBLIOTEK 