Proletarer i alle lande, foren jer!
Udgivet af:
|
Reproduceret af:
|
CITATER FRA FORMAND MAO TSE-TUNG:
XXII. TÆNKNINGSMETODER OG ARBEJDSMETODER
Menneskehedens historie er historien om uafbrudt udvikling fra nødvendighedens rige til frihedens rige. Denne proces er uophørlig. I ethvert samfund, i hvilket der eksisterer klasser, vil klassekamp aldrig ophøre. I det klasseløse samfund vil kampen mellem det nye og det gamle og mellem sandhed og usandhed aldrig ophøre. På områderne kampen for produktion og videnskabelig eksperimenteren gør menneskeheden konstante fremskridt, og naturen undergår konstant forandring; de forbliver aldrig på samme niveau. Derfor må mennesket til stadighed opsummere erfaring og fortsætte med at opdage, opfinde, skabe og gå fremad. Synspunkter om stagnation, pessimisme, træghed og selvtilfredshed er allesammen forkerte. De er forkerte, fordi de hverken svarer til samfundsudviklingens historiske kendsgerninger i den forløbne million år eller til de historiske kendsgerninger i naturen, som vi hidtil kender (dvs. naturen som den åbenbares i himmellegemernes, Jordens, livets og andre naturfænomeners historie).
Citeret i »Premierminister Chou Enlais beretning om regeringens arbejde til den Kinesiske Folkerepubliks tredje Nationale Folkekongres’ første samling« (21.-22. december 1964).
Naturvidenskab er et af menneskets våben i dets kamp for frihed. Med det formål at opnå frihed i samfundet må mennesket bruge samfundsvidenskab for at forstå og ændre samfundet og gennemføre social revolution. Med det formål at opnå frihed i naturens verden må mennesket bruge naturvidenskab for at forstå, erobre og ændre naturen og således opnå frihed fra naturen.
Tale ved indvielsesmødet i Grænseområdets naturvidenskabelige forskningsselskab (5. februar 1940).
Den marxistiske filosofi, den dialektiske materialisme, har to fremtrædende karakteristika. Det ene er dens klassenatur: Den vedkender sig åbent, at dialektisk materialisme står i proletariatets tjeneste. Det andet er dens praktiske natur; Den understreger teoriens afhængighed af praksis, understreger, at teorien er baseret på praksis og til gengæld tjener praksis.
»Om praksis« (juli 1937), Udvalgte værker, bind I, s. 297.
Den marxistiske filosofi er af den opfattelse, at det vigtigste problem ikke ligger i at forstå den objektive verdens love og således være i stand til at forklare den, men i at anvende viden om disse love til aktivt at forandre verden.
Sm. st. s. 304.
Hvor kommer korrekte ideer fra? Falder de ned fra himlen? Nej. Er de medfødte i sindet? Nej. De kommer fra samfundsmæssig praksis og fra den alene; de kommer fra tre slags samfundsmæssig praksis, kampen for produktion, klassekampen og videnskabelig eksperimenteren.
Hvor kommer korrekte ideer fra? (maj 1963), 1. lommeudgave s. 1.
Det er menneskets samfundsmæssige væren, der bestemmer dets tankegang. Når først de korrekte ideer, der er karakteristiske for den fremskredne klasse, gribes af masserne, bliver disse ideer til en materiel kraft, der ændrer samfundet og ændrer verden.
Sm. st.
I deres samfundsmæssige praksis giver mennesker sig af med forskellige slags kampe og vinder rig erfaring både fra deres heldige resultater og fra deres fejlslag. Talløse fænomener i den objektive ydre verden genspejles i et menneskes hjerne gennem dets fem sanser – synssansen, høresansen, lugtesansen, smagssansen og følesansen. Til at begynde med er viden sansemæssig. Springet til begrebsmæssig viden, det vil sige til ideer, sker, når der er akkumuleret tilstrækkelig sansemæssig viden. Dette er en proces i erkendelsen. Det er den første etape i hele erkendelsesprocessen, den første etape, der fører fra objektiv materie til subjektiv bevidsthed, fra eksistens til ideer. Hvorvidt ens bevidsthed eller ideer (herunder teorier, politiske retningslinjer, planer eller foranstaltninger) på korrekt måde genspejler den objektive ydre verdens love eller ej, er endnu ikke bevist på denne etape, på hvilken det endnu ikke er muligt at fastslå, om de er korrekte eller ej. Derefter kommer den anden etape i erkendelsesprocessen, den etape, der fører fra bevidsthed tilbage til materie, fra ideer tilbage til eksistens, på hvilken den erkendelse, der blev indvundet på den første etape, anvendes i samfundsmæssig praksis for at fastslå, om teorierne, de politiske retningslinjer, planerne eller foranstaltningerne giver det forventede heldige resultat. Sagt i almindelighed er de, der giver et heldigt resultat, korrekte, og de, der slår fejl, ukorrekte, og dette gælder i særlig grad menneskets kamp med naturen. I samfundsmæssig kamp lider de kræfter, der repræsenterer den fremskredne klasse, sommetider nederlag, ikke fordi deres tanker er ukorrekte, men fordi de i forholdet mellem de kræfter, der befinder sig i kamp, ikke er så mægtige for øjeblikket som reaktionens kræfter; de bliver derfor midlertidigt slået, men de vil uvægerligt før eller senere triumfere. Menneskets erkendelse foretager endnu et spring gennem praksis’ prøve. Dette spring er vigtigere end det foregående. For det er alene dette spring, der kan bevise korrektheden eller ukorrektheden af det første spring i erkendelsen, det vil sige af de ideer, teorier, politiske retningslinjer, planer eller foranstaltninger, der blev formuleret under genspejlingen af den objektive ydre verden. Der findes ingen anden måde at af prøve sandhed på.
Sm. st. s. 1-3.*
Ofte kan man kun nå frem til korrekt erkendelse efter mange gentagelser af den proces, der fører fra materie til bevidsthed og derefter tilbage til materie, det vil sige, der fører fra praksis til erkendelse og derefter tilbage til praksis. Således er den marxistiske erkendelsesteori, den dialektisk materialistiske erkendelsesteori.
Sm. st. s. 3.*
Den, der ønsker at kende en ting, har ingen anden måde at gøre det på end ved at komme i kontakt med den, det vil sige, ved at leve (praktisere) i dens miljø … Hvis man ønsker viden, må man deltage i det praktiske arbejde med at ændre virkeligheden. Hvis man ønsker at kende en pæres smag, må man ændre pæren ved at spise den selv … Hvis man ønsker at kende revolutionens teori og metoder, må man deltage i revolution. Al ægte viden har sin oprindelse i direkte erfaring.
»Om praksis« (juli 1937), Udvalgte værker, bind I, s. 299-300.
Viden begynder med praksis, og teoretisk viden, der er erhvervet gennem praksis, må derefter vende tilbage til praksis. Videns aktive funktion manifesterer sig ikke blot i det aktive spring fra sansemæssig til begrebsmæssig viden, men – og det er vigtigere – den må manifestere sig i springet fra begrebsmæssig viden til revolutionær praksis.
Sm. st. s. 304.
Det er en kendt sag, at når man gør et eller andet, vil man, medmindre man forstår dets faktiske omstændigheder, dets natur og dets forbindelser med andre ting, ikke kende de love, der gælder for det, eller vide, hvordan man skal gøre det, eller være i stand til at gøre det godt.
»Problemer om strategi i Kinas revolutionære krig« (december 1936), Udvalgte værker, bind I, s. 179.
Hvis et menneske ønsker at have held med sit arbejde, det vil sige, opnå de forventede resultater, må han bringe sine ideer i overensstemmelse med lovene for den objektive ydre verden; hvis de ikke svarer til hinanden, vil han komme til kort i sin praksis. Efter at han er kommet til kort, uddrager han sin lære, retter sine ideer for at få dem til at svare til lovene for den ydre verden, og han kan således gøre fejlslag til succes; det er det, der menes med, at »fejlslag er succes’ens moder« og »af skade bliver man klog«.
»Om praksis« (juli 1937), Udvalgte værker, bind I, s. 296-97.
Vi er marxister, og marxismen lærer, at når vi nærmer os et problem, bør vi gå ud fra objektive kendsgerninger, ikke fra abstrakte definitioner, og at vi bør udlede vore vejledende principper, politiske retningslinjer og foranstaltninger af en analyse af disse kendsgerninger.
Tale ved Yenan-forum om litteratur og kunst (maj 1942), København 1966, s. 6.
Den mest fundamentale arbejdsmetode, som alle kommunister må have fast for øje, er at fastlægge vor arbejdspolitik i overensstemmelse med faktiske forhold. Når vi studerer årsagerne til de fejl, vi har begået, ser vi, at de alle opstod, fordi vi afveg fra den faktiske situation på en given tid og et givet sted og var subjektive i fastlæggelsen af vor arbejdspolitik.
»Tale på en konference for kadrer i det Befriede Område i Shansi-Suiyuan« (1. april 1948), Udvalgte værker, bind III, København 1964, s. 155.
Idealisme og metafysik er de nemmeste ting i verden, fordi folk kan sige alt det nonsens, de har lyst til, uden at basere det på objektiv virkelighed eller få det efterprøvet på virkeligheden. Materialisme og dialektik, på den anden side, kræver indsats. De må baseres på og efterprøves ved. hjælp af objektiv virkelighed. Medmindre man gør denne indsats, er man tilbøjelig til at glide ind i idealisme og metafysik.
Indledende note til »Materiale om Hu Fengs kontrarevolutionære klike« (maj 1955).
Når vi betragter en ting, må vi undersøge dens væsen og behandle dens ydre fremtræden blot som en vejviser ved dørtærskelen, og når først vi træder over dørtærskelen, må vi gribe tingens væsen; dette er den eneste pålidelige og videnskabelige analyse-metode.
»En enkelt gnist kan starte en steppebrand« (5. januar 1930), Udvalgte værker, bind I, s. 119.
Den fundamentale årsag til en tings udvikling er ikke ydre, men indre; den ligger i modsigelsesforholdet inden i tingen. Denne indre modsigelse eksisterer i hver enkelt ting, deraf dens bevægelse og udvikling. Modsigelsesforhold inden i en ting er den fundamentale årsag til dens udvikling, mens det gensidige forhold og den gensidige påvirkning mellem den og andre ting er sekundære årsager.
»Om modsigelse« (august 1937), Udvalgte værker, bind I, s. 313.*
Den [materialistiske dialektik] er af den opfattelse, at ydre årsager er betingelsen for forandring, og indre årsager er grundlaget for forandring, og at ydre årsager virker gennem indre årsager. I en passende temperatur forandrer et æg sig til en kylling, men ingen temperatur kan forandre en sten til en kylling, fordi de har hvert sit forskellige grundlag.
Sm. st. s. 314.
Den marxistiske filosofi er af den opfattelse, at loven om modsætningers enhed er universets fundamentale lov. Denne lov virker universelt, hvad enten det er i naturens verden, i det menneskelige samfund eller i menneskets tankevirksomhed. Mellem modsætningerne i en modsigelse er der på en gang enhed og kamp, og det er dette, der driver ting til at bevæge sig og forandre sig. Modsigelser eksisterer overalt, men de er forskellige i overensstemmelse med forskellige tings forskellige natur. I ethvert givet fænomen eller enhver given ting er modsætningernes enhed betinget, midlertidig og forbigående, og derfor relativ, mens modsætningernes kamp er absolut.
Om den rette behandling af modsigelser inden for folket (27. februar 1957), København 1967, s. 10.
Den analytiske metode er dialektisk. Med analyse mener vi at analysere modsigelserne i ting. Og sund analyse er umulig uden intimt kendskab til livet og uden virkelig forståelse af de relevante modsigelser.
Tale ved Kinas kommunistiske Partis landskonference om propagandaarbejde (12. marts 1957), København 1966, s. 10.
Konkret analyse af konkrete betingelser, sagde Lenin, er »den væsentligste ting i marxismen, marxismens levende sjæl«, Da mange af vore kammerater mangler en analytisk anskuelsesmåde, ønsker de ikke at gå dybt ind i komplicerede problemer, at analysere og studere dem igen og igen, men er tilbøjelige til at drage enkle konklusioner, der enten er absolut bekræftende eller absolut negative. … Fra nu af bør vi afhjælpe denne tingenes tilstand.
»Vort studium og den øjeblikkelige situation« (12. april 1944), Udvalgte værker, bind III, s. 165.
Den måde, disse kammerater betragter problemerne på, er forkert. De betragter ikke de væsentlige eller vigtigste aspekter, men understreger de ikke-væsentlige eller mindre vigtige. Det bør påpeges, at disse ikke-væsentlige eller mindre vigtige aspekter ikke må overses og må behandles et for et. Men de bør ikke opfattes som de væsentlige eller vigtigste aspekter, ellers vil vi miste orienteringen.
Om spørgsmålet om landbrugs-kooperation (31. juli 1955), 3. udg. s. 17-18.
I denne verden er tingene komplicerede og afgøres af mange faktorer. Vi må betragte problemerne fra forskellige sider, ikke blot fra én.
»Om Chungking-forhandlingerne« (17. oktober 1945), Udvalgte værker, bind III, København 1964, s. 38.
Kun de, der er subjektive, ensidige og overfladiske i deres anskuelsesmåde over for problemer, vil selvsikkert udstede ordrer eller direktiver, så snart de ankommer til skuepladsen, uden at overveje omstændighederne, uden at anskue tingene i deres helhed (deres historie og deres nuværende tilstand som helhed) og uden at nå ind til tingenes væsen (deres natur og de indre forhold mellem en ting og en anden). Sådanne mennesker vil uvægerligt snuble og falde.
»Om praksis« (juli 1937), Udvalgte værker, bind I, s. 302.
I studiet af et problem må vi sky subjektivitet, ensidighed og overfladiskhed. At være subjektiv vil sige ikke at betragte problemer objektivt, det vil sige, ikke at bruge det materialistiske synspunkt ved betragtning af problemer. Jeg har gennemgået dette i mit essay »Om praksis«. At være ensidig vil sige ikke at betragte problemer alsidigt. . . . Eller man kan kalde det at se en del, men ikke det hele, at se træerne, men ikke skoven. Ad den vej er det umuligt at finde metoden til at løse en modsigelse, er det umuligt at opfylde revolutionens opgaver, at udføre opdrag på god måde eller at udvikle intern ideologisk kamp i partiet på rette måde. Da Sun Wu Tzu i en omtale af militærvidenskab sagde: »Kend fjenden og kend dig selv, og du kan udkæmpe hundrede slag uden fare for nederlag«, henviste han til de to sider i et slag. Wei Cheng fra Tang-dynastiet forstod også ensidighedens fejl, da han sagde: »Lyt til begge parter, og du bliver oplyst, æns kun den ene part, og du vil blive hyllet i mørke.« Men vore kammerater betragter ofte problemer ensidigt, og derfor støder de ofte på hindringer. … Lenin sagde:
… for virkeligt at kende en ting må vi favne, studere, alle dens sider, alle forbindelser og »mellemkomster«. Vi vil aldrig opnå dette til fuldkommenhed, men kravet om alsidighed er et værn mod fejltagelser og stivhed.
Vi bør huske hans ord. At være overfladisk vil sige hverken at overveje en modsigelses karakteristika i dens helhed eller hver af dens aspekters karakteristika; det betyder at benægte nødvendigheden af at bore dybt ned i en ting og omhyggeligt studere dens modsigelses karakteristika, men i stedet blot at betragte på afstand og efter at have fået et glimt af det grove omrids øjeblikkeligt at forsøge at løse modsigelsen (at besvare et spørgsmål, løse en disput, behandle arbejde eller dirigere en militær operation). Denne måde at gøre tingene på vil uvægerligt føre til besværligheder. . . . At være ensidig og overfladisk er samtidig at være subjektiv. For alle objektive ting er i virkeligheden indbyrdes forbundne og styres af indre love, men i stedet for at påtage sig den opgave at genspejle tingene, som de virkelig er, betragter visse mennesker kun tingene ensidigt eller overfladisk og kender hverken deres indbyrdes forbindelser eller deres indre love, og deres metode er således subjektivistisk.
»Om modsigelse« (august 1937), Udvalgte værker, bind I, s. 323-24.*
Ensidighed vil sige at tænke i absolutter, det vil sige en metafysisk måde at anskue problemer på. I vurderingen af vort arbejde er det ensidigt at betragte alting enten som helt positivt eller som helt negativt. … At betragte alting som positivt betyder kun at se det gode og ikke det dårlige og at tolerere kun ros og ingen kritik. At tale som om vort arbejde er godt i enhver henseende er i modstrid med kendsgerningerne. Det er ikke sandt, at alting er godt; der findes stadig mangler og fejltagelser. Men det er heller ikke sandt, at alting er dårligt, og det er også i modstrid med kendsgerningerne. Her er analyse nødvendig. At betragte alting som negativt betyder, uden at have foretaget nogen analyse, at tro, at intet er blevet gjort godt, og at den socialistiske opbygnings store arbejde, den store kamp, som millioner af mennesker deltager i, er et fuldstændigt kaos uden noget ved sig, der er værd at tale godt om. Skønt der er forskel på de mange mennesker, der har sådanne synspunkter, og dem, der er fjendtligt indstillet over for det socialistiske system, er disse synspunkter meget fejlagtige og skadelige og kan kun tage modet fra folk. Det er forkert at vurdere vort arbejde enten fra det synspunkt, at alting er positivt, eller fra det synspunkt, at alting er negativt.
Tale ved Kinas kommunistiske Partis landskonference om propagandaarbejde (12. marts 1957), København 1966, s. 8-9. *
Ved betragtningen af et problem må en marxist ikke blot se delene, men også helheden. En frø i en brønd siger: »Himlen er ikke større end brøndens åbning«. Det er usandt, for himlen har ikke blot en størrelse som brøndens åbning. Hvis den sagde: »En del af himlen er på størrelse med en brønds åbning«, ville det være sandt, for det modsvarer kendsgerningerne.
»Om taktik mod den japanske imperialisme« (27. december 1935), Udvalgte værker, bind I, s. 159.
Vi må lære at betragte problemer alsidigt, at se tingenes bagside såvel som deres forside. Under givne betingelser kan en dårlig ting føre til gode resultater og en god ting til dårlige resultater.
Om den rette behandling af modsigelser inden for folket (27. februar 1957), København 1967, s, 33.*
Mens vi anerkender, at i historiens almindelige udvikling bestemmer det materielle det mentale, og samfundsmæssig væren bestemmer samfundsmæssig bevidsthed, anerkender vi også – og må vi anerkende – mentale tings tilbagevirkning på materielle ting, samfundsmæssig bevidstheds tilbagevirkning på samfundsmæssig væren og overbygningens tilbagevirkning på den økonomiske basis. Dette er ikke i modstrid med materialismen; tværtimod det undgår mekanisk materialisme og håndhæver med fasthed dialektisk materialisme.
»Om modsigelse« (august 1937), Udvalgte værker, bind I, s, 336.*
I deres søgen efter sejr kan de, der leder en krig, ikke overskride de begrænsninger, der afstikkes af de objektive betingelser; inden for disse begrænsninger kan og må de imidlertid spille en dynamisk rolle i stræben efter sejr. Scenen for en kommanderendes handlen i en krig må bygges på objektive muligheder, men på den scene kan han opføre mangt et drama, fuld af lyd og farve, kraft og storladenhed.
»Om langvarig krig« (maj 1938), Udvalgte værker, bind II, s. 152.
Folk må tilpasse deres tankegang til de ændrede betingelser. Naturligvis bør ingen hengive sig til vilde fantasier eller udarbejde planer om aktioner uden bund i den objektive situation eller række ud efter det umulige. Problemet i dag er imidlertid det, at højreorienteret, konservativ tankegang stadig forårsager skade på mange områder og forhindrer arbejdet på disse områder i at holde trit med den objektive situations udvikling. Det øjeblikkelige problem er, at mange mennesker anser det for umuligt at udføre ting, der kunne udføres, hvis de strengte sig an.
Forord til Det socialistiske opsving i Kinas landdistrikter (27. december 1955), kinesisk udg. bind I.
Vi bør altid bruge vore hoveder og omhyggeligt tænke alting igennem. Et almindeligt udtryk siger: »Rynk panden, og du finder på en udvej«. Med andre ord, megen tænkning giver klogskab. For at fjerne den blindhed, der eksisterer i alvorlig udstrækning i vort parti, må vi opmuntre vore kammerater til at tænke, til at lære analysens metode og til at opdyrke den vane at analysere.
»Vort studium og den nuværende situation« (12. april 1944), Udvalgte værker, bind III, s. 174-75.*
I enhver proces må, hvis der er en række modsigelser i den, en af disse være den vigtigste modsigelse, der spiller den førende og afgørende rolle, mens de øvrige indtager en sekundær og underordnet stilling. Vi må derfor, når vi studerer en hvilken som helst kompliceret proces, i hvilken der er to eller flere modsigelser, sætte alle kræfter ind på at finde dens vigtigste modsigelse. Når først denne den vigtigste modsigelse er fattet, kan alle problemer med lethed løses.
»Om modsigelse« (august 1937), Udvalgte værker, bind I, s. 332.*
Af de to hinanden modsigende aspekter må det ene være primært og det andet sekundært. Det primære aspekt er det, der spiller den førende rolle i modsigelsen. En tings natur afgøres hovedsagelig af en modsigelses primære aspekt, det aspekt der har vundet den dominerende position. Men denne situation er ikke statisk; en modsigelses primære og ikke-primære aspekter omformer sig til hinanden, og tingens natur ændres i overensstemmelse hermed.
Sm. st. s. 333.
Det er ikke nok at opstille opgaver, vi må også løse problemet om metoderne til at gennemføre dem. Hvis vor opgave består i at gå over en flod, kan vi ikke gå over den uden en bro eller en båd. Medmindre bro- eller bådproblemet løses, er det meningsløst at tale om at gå over floden. Medmindre problemet om metode løses, er al tale om opgaverne nytteløs.
»Drag omsorg for massernes trivsel, læg vægt på arbejdsmetoder« (27. januar 1934), Udvalgte værker, bind I, s. 150.
For hver opgave gælder det, at dersom der ikke udstedes en almindelig og udbredt appel, kan de brede masser ikke mobiliseres til handling. Men hvis personer i ledende stillinger begrænser sig til en almindelig appel – hvis de ikke personligt, i nogle af organisationerne, går dybt og konkret ind i det arbejde, der appelleres til, foretager et gennembrud på et eller andet enkelt punkt, vinder erfaring og bruger denne erfaring til at vejlede andre enheder – så vil de ikke have noget middel til at afprøve rigtigheden af eller til at berige indholdet i deres almindelige appel, og der er fare for, at der ikke kommer noget ud af den.
»Nogle spørgsmål vedrørende ledelsesmetoder« (1. juni 1943), Udvalgte værker, bind III, s. 117.
Ingen i en ledende stilling er kompetent til at give almindelig vejledning til alle enhederne, medmindre han eller hun uddrager konkret erfaring fra specifikke enkeltpersoner og begivenheder i specifikke underordnede enheder. Denne metode må fremmes overalt, således at ledende kadrer på alle trin lærer at anvende den.
Sm. st. s. 118.
Der kan på et givet sted ikke være en række centrale opgaver på samme tid. På ethvert givet tidspunkt kan der kun være én central opgave, suppleret af andre opgaver af anden- eller tredjerangs vigtighed. Følgelig må den person, der har det samlede ansvar på stedet, tage kampens historie og omstændigheder der i betragtning og anbringe opgaverne i deres passende orden; han eller hun bør ikke handle efter hver enkelt instruks, efterhånden som de kommer fra de højere organisationer, uden nogen egen planlægning og derved skabe en hoben »centrale opgaver« og en tilstand af forvirring og uorden. Ejheller bør en højere organisation samtidig tildele en lavere organisation mange opgaver uden at angive deres forholdsmæssige betydning og presserende karakter eller uden at udspecificere, hvilken der er den centrale, for det vil føre til forvirring i de skridt, der skal tages af de lavere organisationer i deres arbejde, og således vil der ikke blive nået afgjorte resultater. Det er en del af lederskabets kunst at tage hele situationen i betragtning og planlægge i overensstemmelse hermed i lyset af de historiske betingelser og eksisterende omstændigheder hvert sted, rigtigt at træffe beslutning om tyngdepunktet og rækkefølgen i arbejdet for hver periode, støt at føre beslutningerne ud i livet og påse, at der opnås afgjorte resultater.
Sm. st. s. 121.
Det [et regionalt eller under-regionalt bureau under partiets centralkomite] bør til stadighed have tag i arbejdets fremskridt, udveksle erfaringer og rette fejl; det bør ikke vente flere måneder, et halvt år eller et år, før det afholder opsummeringsmøder med henblik på en almen efterprøvning og en almen rettelse af fejl. Venten fører til store tab, mens rettelse af fejl, så snart de dukker op, begrænser tab.
»Om politikken vedrørende industri og handel« (27. februar 1948), Udvalgte værker, bind III, København 1964, s. 138.*
Vent ikke, indtil problemerne hober sig op og forårsager en mængde vanskeligheder, før I prøver at løse dem. Ledere må marchere foran bevægelsen, ikke sakke bagud for den.
Indledende note til »Kontrakt på sæsonmæssigt grundlag« (1955), Det socialistiske opsving i Kinas landdistrikter, kinesisk udg. bind III.
Det, vi har brug for, er en begejstret, men rolig sindstilstand og intenst, men ordnet arbejde.
»Problemer om strategi i Kinas revolutionære krig« (december 1936), Udvalgte værker, bind I, s. 211.
KOMMUNISTISK BIBLIOTEK 