Proletarer i alle lande, foren jer!
Udgivet af:
|
Reproduceret af:
|
CITATER FRA FORMAND MAO TSE-TUNG:
XVIII. PATRIOTISME OG INTERNATIONALISME
Kan en kommunist, der er internationalist, samtidig være patriot? Vi er af den opfattelse, at han ikke alene kan, men må være det. Patriotismens specifikke indhold afgøres af historiske betingelser. Der er de japanske aggressorers og Hitlers »patriotisme«, og der er vor patriotisme. Kommunister må beslutsomt bekæmpe de japanske aggressorers og Hitlers »patriotisme«. Japans og Tysklands kommunister er defaitister med hensyn til de krige, der føres af deres lande. At hidføre de japanske aggressorers og Hitlers nederlag med alle mulige midler er i det japanske og det tyske folks interesse, og jo mere fuldstændigt nederlaget er, desto bedre. . . . For de krige, der iværksættes af de japanske aggressorer og Hitler, skader folket hjemme såvel som verdens folk. Kinas tilfælde er imidlertid et andet, fordi . det er offer for aggression. Kinesiske kommunister må derfor forbinde. patriotisme med internationalisme. Vi er på en gang internationalister og patrioter, og vor parole er: »Kæmp for at forsvare fædrelandet mod aggressorerne.« For os er defaitisme en forbrydelse, og at stræbe efter sejr i Modstandskrigen er en uafviselig pligt. For kun ved at kæmpe til forsvar for fædrelandet kan vi slå aggressorerne og opnå national befrielse. Og kun ved at opnå national befrielse vil det være muligt for proletariatet og det øvrige arbejdende folk at opnå deres egen frigørelse. Kinas sejr og de invaderende imperialisters nederlag vil hjælpe folket i andre lande. Således er patriotisme i nationale befrielseskrige anvendt internationalisme.
»Kinas kommunistiske Partis rolle i den nationale krig« (oktober 1938), Udvalgte værker, bind II, side 196.*
Hvad er det for en ånd, der får en udlænding til uselvisk at antage det kinesiske folks befrielsessag som sin egen? Det er internationalismens ånd, kommunismens ånd, hvoraf hver eneste kinesisk kommunist må lære. . . . Vi må forene os med proletariatet i alle de kapitalistiske lande, med proletariatet i Japan, Storbritannien, de Forenede Stater, Tyskland, Italien og alle andre kapitalistiske lande, før det er muligt at omstyrte imperialismen, at befri vor nation og vort folk og at befri de andre nationer og folk i verden. Dette er vor internationalisme, den internationalisme som vi sætter op imod både snæver nationalisme og snæver patriotisme.
»Til minde om Norman Bethune« (21. december 1939), Udvalgte værker, bind II, s. 337.*
I kampen for den fuldstændige befrielse støtter de undertrykte folk sig først og fremmest på deres egen kamp og derefter, og kun derefter, på international bistand. De folk, der har triumferet i deres egen revolution, bør hjælpe dem, der stadig kæmper for befrielse. Dette er vor internationalistiske pligt.
Samtale med afrikanske venner (8. august 1963).
De socialistiske lande er stater af en helt ny type, i hvilke udbytterklasserne er blevet styrtet, og det arbejdende folk har magten. Princippet om at integrere internationalisme med patriotisme praktiseres i forholdet mellem disse lande. Vi er nært forbundet af fælles interesser og fælles idealer,
»Tale ved USSRs Øverste Sovjets møde i anledning af 40-årsdagen for den store socialistiske Oktoberrevolution« (6. november 1957).
Folkene i den socialistiske lejrs lande bør forene sig, folkene i landene i Asien, Afrika og Latinamerika bør forene sig, folkene på alle kontinenter bør forene sig, alle fredselskende lande bør forene sig, og alle lande, der er underkastet amerikansk aggression, kontrol, intervention eller tyranni bør forene sig og således danne den bredeste enhedsfront for at bekæmpe den amerikanske imperialistiske aggressions- og krigspolitik og forsvare verdensfreden.
»Erklæring til støtte for det panamanske folks retfærdige, patriotiske kamp mod den amerikanske imperialisme« (12. januar 1964), Folk i hele verden foren jer og slå de amerikanske aggressorer og alle deres lakajer, 2. udg. s. 9.
Tingene udvikler. sig uophørligt. Det er kun 45 år siden revolutionen i 1911, men Kinas ansigt har fuldstændigt forandret sig. Om endnu 45 år, det vil sige år 2001, eller begyndelsen af det 21. århundrede, vil Kina være undergået en endnu større forandring. Det vil være blevet til et magtfuldt socialistisk industriland. Og det er, som det bør være. Kina er et land med et areal på 9.600.000 kvadratkilometer og en befolkning på 600 millioner mennesker, og det burde have ydet et større bidrag til menneskeheden. Dets bidrag har i en lang periode været alt for lille. Det er vi meget kede af. Men vi må være beskedne – ikke blot nu, men også om 45 år. Vi bør altid være beskedne. I vore internationale forbindelser bør vi kinesere beslutsomt, gennemgribende, helt og fuldstændigt afskaffe stormagtschauvinisme.
»Til minde om dr. Sun Yat-sen« (november 1956).
Vi må aldrig indtage en stormagts-chauvinistisk hovmodig holdning og blive indbildske på grund af sejren i vor revolution og visse resultater i vor opbygning. Enhver nation, stor eller lille, har sine stærke og svage punkter.
»Åbningstale ved Kinas kommunistiske Partis 8. kongres« (15. september 1956).
KOMMUNISTISK BIBLIOTEK 