Proletarer i alle lande, foren jer!
Udgivet af:
|
Reproduceret af:
|
CITATER FRA FORMAND MAO TSE-TUNG:
III. SOCIALISME OG KOMMUNISME
Kommunismen er på en gang et fuldstændigt system af proletarisk ideologi og et nyt samfundssystem. Den adskiller sig fra enhver anden ideologi og ethvert andet samfundssystem og er det mest fuldstændige, progressive, revolutionære og rationelle system i menneskehedens historie. Feudalismens ideologiske og samfundsmæssige system har kun en plads i det historiske museum. Kapitalismens ideologiske og samfundsmæssige system er også blevet en museumsgenstand i en del af verden (i Sovjetunionen), mens det i andre lande ligner »en døende person, der synker hurtigt, som solen der går ned bag de vestlige høje«, og snart vil blive sat på museum. Alene det kommunistiske ideologiske og samfundsmæssige system er fuld af ungdom og vitalitet og fejer hen over verden med et jordskreds kraft og en tordenkiles styrke.
Om Nyt Demokrati (januar 1940), København 1966, s. 21.*
Det socialistiske system vil i sidste ende erstatte det kapitalistiske system; dette er en objektiv lov uafhængig af menneskets vilje. Hvor meget de reaktionære end forsøger at holde historiens hjul tilbage, vil revolutionen finde sted før eller senere og vil uundgåeligt triumfere.
»Tale ved mødet i USSRs Øverste Sovjet i anledning af 40-årsdagen for den store socialistiske Oktoberrevolution« (6. november 1957).
Vi kommunister skjuler aldrig vore politiske synspunkter. Ubetinget og hævet over enhver tvivl er det vort fremtids- eller maksimalprogram at føre Kina frem til socialismen og kommunismen. Både vort partis navn og vor marxistiske verdensanskuelse peger utvetydigt mod dette fremtidens højeste ideal, en fremtid med uforlignelig stråleglans og pragt.
»Om koalitionsregering« (24. april 1945), Udvalgte værker, bind III, s. 282.*
Taget som helhed omfatter den kinesiske revolutionære bevægelse ledet af det kommunistiske parti to etaper, nemlig den demokratiske og den socialistiske revolution, der er to væsensforskellige revolutionære processer, og den anden proces kan kun gennemføres, efter at den første er ført til ende. Den demokratiske revolution er den nødvendige forberedelse til den socialistiske revolution, og den socialistiske revolution er den uundgåelige fortsættelse af den demokratiske revolution. Det endemål, som alle kommunister stræber efter, er at hidføre et socialistisk og kommunistisk samfund.
»Den kinesiske revolution og Kinas kommunistiske Parti« (december 1939), Udvalgte værker, bind II, s. 330-31. *
Socialistisk revolution sigter på at befri produktivkræfterne. Overgangen fra individuel til socialistisk, kollektiv ejendom inden for landbrug og håndværk og fra kapitalistisk til socialistisk ejendom inden for privat industri og handel vil uvægerligt hidføre en uhyre befrielse af produktivkræfterne. Således skabes de samfundsmæssige betingelser for en uhyre udvidelse af industri- og landbrugsproduktion.
Tale på den Øverste Statskonference (25. januar 1956).
Vi er nu ved at gennemføre en revolution ikke blot i samfundssystemet, forandringen fra privat til offentlig ejendom, men også i teknologi, forandringen fra håndværk til storstilet moderne maskinel produktion, og de to revolutioner er indbyrdes forbundne. Inden for landbruget må; med betingelserne som de er i vort land, kooperation gå forud for anvendelsen af store maskiner (i kapitalistiske lande udvikles landbruget på kapitalistisk vis). Derfor må vi under ingen omstændigheder betragte industri og landbrug, socialistisk industrialisering og den socialistiske omformning af landbruget som to adskilte og isolerede ting, og under ingen omstændigheder må vi fremhæve den ene og bagatellisere den anden.
Om spørgsmålet om landbrugskooperation (31. juli 1955), 3. udg. s. 19-20.
Det nye samfundssystem er kun lige blevet etableret og kræver tid til at blive konsolideret. Man må ikke gå ud fra, at det nye system kan konsolideres fuldstændigt i samme øjeblik, det er blevet etableret, for det er umuligt. Det må konsolideres skridt for skridt. For at opnå dets endegyldige konsolidering er det nødvendigt ikke blot at hidføre landets socialistiske industrialisering og fastholde den socialistiske revolution på den økonomiske front, men at føre konstante og krævende socialistisk revolutionære kampe og socialistisk opdragelse på den politiske og den ideologiske front. Desuden kræves forskellige medvirkende internationale faktorer.
Tale ved Kinds kommunistiske Partis landskonference om propagandaarbejde (12. marts 1957), København 1966, s. 1-2. *
I Kina vil kampen for at konsolidere det socialistiske system, kampen for at afgøre, hvorvidt socialismen eller kapitalismen vil vinde overhånd, endnu tage en lang historisk periode. Men vi bør alle erkende, at socialismens nye system ubestrideligt vil blive konsolideret. Vi kan med sikkerhed opbygge en socialistisk stat med moderne industri, moderne landbrug og moderne videnskab og kultur.
Sm. st. s. 2.
Det antal intellektuelle, der er fjendtlige over for vor stat, er meget lille. De kan ikke lide vor stat, det vil sige proletariatets diktatur, og længes efter det gamle samfund. Når som helst der byder sig en lejlighed, vil de oppiske vanskeligheder og forsøge at styrte det kommunistiske parti og genrejse det gamle Kina. I forholdet mellem den proletariske og den borgerlige vej, mellem den socialistiske og den kapitalistiske vej vælger disse mennesker stædigt at følge den sidste. I virkeligheden er den vej umulig, og i virkeligheden er de derfor beredt på at kapitulere over for imperialismen, feudalismen og bureaukrat-kapitalismen. Sådanne mennesker findes i politiske kredse og i industrielle og handelsmæssige, kulturelle og undervisningsmæssige, videnskabelige og teknologiske og religiøse kredse, og de er yderst reaktionære.
Sm. st.
Det alvorlige problem er opdragelsen af bønderne. Bondeøkonomien er spredt, og socialiseringen af landbruget vil efter Sovjetunionens erfaring at dømme kræve lang tid og meget omhyggeligt arbejde. Uden socialisering af landbruget kan der ikke eksistere en fuldstændig, konsolideret socialisme.
»Om det folkedemokratiske diktatur« (30. juni 1949), Udvalgte værker, bind III, København 1964, s. 255.
Vi må have tro, for det første på at bondemasserne er rede til skridt for skridt at gå frem ad socialismens vej under partiets ledelse, og for det andet på at partiet er i stand til at lede bønderne ad denne vej. Disse to punkter er sagens kerne, hovedstrømmen.
Om, spørgsmålet om landbrugskooperation (31.juli 1955), 3.udg. s.18.*
De ledende organer i kooperativer må etablere fattigbøndernes og de nye lavere middelbønders dominerende stilling i disse organer, med de gamle lavere middelbønder og de øvre middelbønder – gamle såvel som nye – som den supplerende kraft. Kun således kan enheden mellem fattigbønderne og middelbønderne opnås, kooperativerne konsolideres, produktionen udvides og den socialistiske omformning af alle landdistrikterne på rette måde virkeliggøres i overensstemmelse med partiets politik. I modsat fald kan enhed mellem middelbønderne og fattigbønderne ikke opnås, kooperativerne kan ikke konsolideres, produktionen kan ikke udvides, og den socialistiske omformning af alle landdistrikterne kan ikke gennemføres.
Indledende note til »Hvordan kontrollen med Wutang kooperativet fra middelbønderne gik over til fattigbønderne« (1955), Det socialistiske. opsving i Kinas landdistrikter, kinesisk udg., bind II.
Det er væsentligt at skabe enhed med middelbønderne, og det er forkert ikke at gøre det. Men hvem må arbejderklassen og det kommunistiske parti støtte sig på på landet for. at skabe enhed med middelbønderne og virkeliggøre den socialistiske omformning af alle landdistrikterne? Så afgjort på ingen andre end fattigbønderne. Det var tilfældet, da kampen mod herremændene blev ført, og jordreformen blev gennemført, og det er tilfældet i dag, hvor kampen mod de rige bønder og andre kapitalistiske elementer føres for at gennemføre den socialistiske omformning af landbruget. I begge disse revolutionære perioder vaklede middelbønderne på de indledende stadier. Det er først efter, at de klart ser begivenhedernes almindelige tendens og ser revolutionens sejr nærme sig, at middelbønderne kommer ind i billedet på revolutionens side. Fattigbønderne må arbejde med middelbønderne og vinde dem over på deres side, således at revolutionen dag for dag bliver bredere indtil den endelige sejr.
Indledende note til »Læren fra ‘Middelbondekooperativet’ og ‘Fattigbonde- kooperativet’ i Fuan amt« (1955), Det socialistiske opsving i Kinas landdistrikter, kinesisk udg., bind II.
Der er en alvorlig tendens i retning af kapitalisme blandt de velstående bønder. Denne tendens vil brede sig voldsomt, hvis vi på mindste måde forsømmer politisk arbejde blandt bønderne under kooperationsbevægelsen og i en meget lang periode derefter.
Indledende note til »Der må føres en beslutsom kamp mod tendensen i retning af kapitalisme« (1955), Det socialistiske opsving i Kinas landdistrikter, kinesisk udg., bind I.
Landbrugskooperations-bevægelsen har lige fra begyndelsen været en heftig ideologisk og politisk kamp. Intet kooperativ kan oprettes uden at gennemgå en sådan kamp. Før et splinternyt samfundssystem kan bygges på det gamles tomt, må tomten fejes ren. Levn af gamle ideer, der genspejler det gamle system, forbliver uvægerligt i lang tid i folks sind, og de viger ikke let pladsen. Efter at et kooperativ er oprettet, må det gennemgå mange flere kampe, før det kan konsolideres. Selv da kan det bryde sammen i det øjeblik, det slækker på sin indsats.
Indledende note til »En alvorlig lære« (1955), Det socialistiske opsving i Kinas landdistrikter, kinesisk udg., bind I.
Kapitalismens spontane kræfter er vokset støt på landet i de senere år, og nye rige bønder er skudt op overalt, og mange velstående middelbønder stræber efter at blive rige bønder. På den anden side lever mange fattigbønder stadig i fattigdom på grund af mangel på tilstrækkelige produktionsmidler, idet nogle af dem har gæld, og andre sælger eller lejer deres jord ud. Hvis denne tendens fortsætter uhindret, vil polariseringen på landet uundgåeligt forværres for hver dag, der går. De bønder, der mister deres jord, og de, der forbliver i fattigdom, vil klage over, at vi intet gør for at frelse dem fra ruin eller for at hjælpe dem med at overvinde deres vanskeligheder. Ejheller vil de velstående middelbønder, der går i den kapitalistiske retning, være tilfredse med os, for vi vil aldrig kunne tilfredsstille deres krav, medmindre vi har til hensigt at slå ind på den kapitalistiske vej. Kan arbejder-bonde, forbundet fortsat stå fast under disse omstændigheder? Tydeligt nok, nej. Der findes ingen løsning på dette problem undtagen på et nyt grundlag. Og det betyder skridt for skridt at hidføre den socialistiske omformning af hele landbruget samtidig med den gradvise virkeliggørelse af socialistisk industrialisering og den socialistiske omformning af håndværk og kapitalistisk industri og handel; med andre ord, det betyder at gennemføre kooperation og afskaffe rigbondeøkonomien og den individuelle økonomi på landet, således at hele landbefolkningen i stigende grad sammen vil få det godt. Vi hævder, at dette er den eneste vej til at konsolidere arbejder-bonde forbundet.
Om spørgsmålet om landbrugskooperation (31. juli 1955), 3. udg. s. 26-27.*
Med samlet planlægning mener vi planlægning, der tager hensyn til vort lands 600 millioner menneskers interesser. Når vi udarbejder planer, behandler anliggender eller tænker over problemer, må vi gå ud fra den kendsgerning, at Kina har en befolkning på 600 millioner, og vi må aldrig glemme denne kendsgerning.
Om den rette behandling af modsigelser inden for folket (27. februar 1957), København 1967, s. 24.
Foruden partiets lederskab er vor befolkning på 600 millioner en afgørende faktor. flere mennesker betyder større gæring af tanker, mere begejstring og mere energi. Aldrig før har folkemasserne været så inspirerede, så militante og så fulde af gåpåmod som nu.
»Præsentation af et kooperativ« (15. april 1958).
Bortset fra deres andre karakteristika er det fremtrædende ved Kinas 600 millioner mennesker den omstændighed, at de er »fattige og ubeskrevne«. Dette kan synes en dårlig ting, men i virkeligheden er det en god ting. Fattigdom giver stødet til ønsket om forandring, ønsket om handling og ønsket om revolution. På et ubeskrevet ark papir uden nogen plet kan der skrives de friskeste og smukkeste skrifttegn, kan der males de friskeste og smukkeste billeder.
Sm. st.
Efter den kinesiske revolutions landsomfattende sejr og løsningen på jordproblemet vil der stadig eksistere to grundlæggende modsigelser i Kina. Den første er indre, nemlig modsigelsen mellem arbejderklassen og bourgeoisiet. Den anden er ydre, nemlig modsigelsen mellem Kina og de imperialistiske lande. Følgelig må folkerepublikkens statsmagt under arbejderklassens ledelse ikke svækkes efter den folkedemokratiske revolutions sejr, men må styrkes.
»Beretning på det andet plenarmøde i Kinas kommunistiske Partis syvende centralkomite« (5. marts 1949), Udvalgte værker, bind III, København 1964, s. 212.
»Ønsker I ikke at afskaffe. statsmagten?« Jo, det gør vi, men ikke lige nu; vi kan ikke gøre det endnu. Hvorfor ikke? Fordi imperialismen stadig eksisterer, fordi den hjemlige reaktion stadig eksisterer, fordi klasser stadig eksisterer i vort land. Vor øjeblikkelige opgave er at styrke folkets statsapparat – først og fremmest folkets hær, folkets politi og folkets domstole – for at konsolidere det nationale forsvar og beskytte folkets interesser.
»Om det folkedemokratiske diktatur« (30. juni 1949), Udvalgte værker, bind III, København 1964, s. 253.
Vor stat er et folkedemokratisk diktatur ledet af arbejderklassen og baseret på arbejder-bonde forbundet. Hvad er dette diktatur beregnet til? Dets første funktion er at undertrykke de reaktionære klasser og elementer og de udbyttere i vort land, der modsætter sig den socialistiske revolution, at undertrykke dem, der forsøger at ødelægge vor socialistiske opbygning, eller med andre ord at løse de interne modsigelser mellem os og fjenden. For eksempel at arrestere, føre retssag mod og dømme visse kontrarevolutionære og at berøve herremænd og bureaukratkapitalister deres stemmeret og deres talefrihed i en nærmere fastsat periode – alt dette falder inden for vort diktaturs område. For at opretholde den offentlige orden og værne folkets interesser er det ligeledes nødvendigt at udøve diktatur over kassebedrøvere, svindlere, brandstiftere, mordere, forbryderbander og andre slyngler, der alvorligt forstyrrer den offentlige orden. Dette diktaturs anden funktion er at beskytte vort land mod undergravning og mulig aggression fra ydre fjender. I det tilfælde er det dette diktaturs opgave at løse den ydre modsigelse mellem os og fjenden. Dette diktaturs mål er at beskytte hele vort folk, således at det kan hellige sig fredeligt arbejde, og opbygge Kina til et socialistisk land med en moderne industri, et moderne landbrug, en moderne videnskab og kultur.
»Om den rette behandling af modsigelser inden for folket« (27. februar 1957), København 1967, s. 5.
Det folkedemokratiske diktatur behøver arbejderklassens ledelse. Thi det er kun arbejderklassen, der er mest fremsynet, mest uselvisk og mest gennemgribende revolutionær. Hele revolutionens historie viser, at uden arbejderklassens ledelse slår revolutionen fejl, og at med arbejderklassens ledelse sejrer revolutionen.
»Om det folkedemokratiske diktatur« (30. juni 1949), Udvalgte værker, bind III, København 1964, s. 256.*
Det folkedemokratiske diktatur er baseret på forbundet mellem arbejderklassen, bønderne og byernes småborgerskab og først og fremmest på forbundet mellem arbejderne og bønderne, fordi disse to klasser udgør 80 til 90 procent af Kinas befolkning. Disse to klasser er hovedkraften i omstyrtelsen af imperialismen og Kuomintang-reaktionen. Overgangen fra nyt demokrati til socialisme afhænger også først og fremmest af deres forbund.
Sm. st.
Klassekamp, kampen for produktion og videnskabelig eksperimenteren er de tre store revolutionære bevægelser for opbygning af et mægtigt socialistisk land. Disse bevægelser er en sikker garanti for, at kommunister vil være frie for bureaukrati og immune over for revisionisme og dogmatisme, og for, at de altid vil forblive uovervindelige. De er en pålidelig garanti for, at proletariatet vil kunne forene sig med de brede arbejdende masser og virkeliggøre et demokratisk diktatur. Hvis i fravær af disse bevægelser herremændene, de rige bønder, de kontrarevolutionære, de dårlige elementer og uhyrer af alle slags fik lov at kravle ud, mens vore kadrer lukkede øjnene for alt dette og i mange tilfælde endog undlod at skelne mellem fjenden og os, men gik i ledtog med fjenden og blev korrumperede, splittede og demoraliserede af ham, hvis vore kadrer på denne måde blev trukket ud, eller fjenden kunne snige sig ind, og hvis mange af vore arbejdere, bønder og intellektuelle stod forsvarsløse over for både den bløde og den hårde taktik fra fjendens side, så ville det ikke vare længe, måske kun nogle år eller et tiår eller højst nogle tiår, før en kontrarevolutionær genrejsning i landsmålestok uundgåeligt indtraf, det marxistisk-leninistiske parti ville utvivlsomt blive et revisionistisk parti eller et fascistisk parti, og hele Kina ville ændre farve.
Note til »De syv velskrevne dokumenter fra provinsen Chekiang vedrørende kadrers deltagelse i fysisk arbejde« (9. maj 1963), citeret i Om Hrusjovs forlorne Kommunisme og dens historiske lære for verden, dansk udg. side 46.*
Det folkedemokratiske diktatur bruger to metoder. Over for fjenden bruger det diktaturets metode, det vil sige, at det i så lang tid, som det er nødvendigt, ikke lader dem . deltage i politisk virksomhed og tvinger dem til at adlyde folkeregeringens love og til at give sig af med fysisk arbejde og gennem fysisk arbejde omforme sig selv til nye mennesker. Over for folket bruger det i modsætning hertil ikke tvangens, men demokratiets metode, det vil sige, at det nødvendigvis må lade dem deltage i politisk virksomhed og ikke tvinger dem til at gøre dette eller hint, men bruger demokratiets metode til at opdrage og overtale dem.
Afsluttende tale ved den anden samling i det Kinesiske Folks Politiske Rådgivende Konferences Første Nationalkomite (23. juni 1950).
Under det kommunistiske partis ledelse gennemfører det kinesiske folk en energisk rettelsesbevægelse for at hidføre den hastige udvikling af socialismen i Kina på et fastere grundlag. Det er en bevægelse for gennemførelse af en landsomfattende debat, der både er ledet og fri, en debat i by og på land om sådanne spørgsmål som den socialistiske vej kontra den kapitalistiske vej, statens grundlæggende system og dens vigtigste politiske retningslinjer, parti- og regeringsfunktionærers arbejdsstil og spørgsmålet om folkets velfærd, en debat, der føres ved at fremlægge kendsgerninger og argumentere tingene igennem, for således rigtigt at løse de faktisk eksisterende modsigelser inden for folket, der kræver en øjeblikkelig løsning. Dette er en socialistisk bevægelse for folkets selvopdragelse og selvomformning.
»Tale på , USSRs Øverste Sovjets møde i anledning, af 40-årsdagen for den store socialistiske Oktoberrevolution« (6. november 1957).
Særdeles krævende opgaver ligger foran os i det store opbygningsarbejde. Skønt der er over 10 millioner medlemmer i vort parti, udgør de stadig et meget lille mindretal af landets befolkning. I regeringsdepartementer og offentlige organisationer og virksomheder må meget arbejde udføres af ikke-partimedlemmer. Det er umuligt at få dette arbejde gjort godt, medmindre vi er gode til at støtte os på masserne og samarbejde med ikke-partimedlemmer. Samtidig med fortsat at styrke hele partiets enhed må vi også fortsætte med at styrke enheden blandt alle vore nationaliteter, demokratiske klasser, demokratiske partier og folkelige organisationer og konsolidere og udvide den folkedemokratiske enhedsfront, og vi må samvittighedsfuldt frigøre os for ethvert usundt fænomen i noget led i vort arbejde, der er skadeligt for enheden mellem partiet og folket.
»Åbningstale på Kinas kommunistiske Partis 8. kongres« (15. september 1956).
KOMMUNISTISK BIBLIOTEK 